Jeg skal have fingrene i jorden

Det var i bedstemors have, at Marie Krøgh Westh's interesse for natur, planter og jord blev vakt. Egentlig troede hun, hun skulle være arkæolog. I stedet er hun overrasket over, hvor godt hun føler sig til rette på have- og parkingeniørstudiet.

 

"Min bedstemor boede på en gård og havde den mest fantastiske staudehave. Den skulle vi altid ud og se, når vi var på besøg," siger 24-årige Marie Krøgh Westh. Og i løbet af hendes barndom var udflugter til parker og skove et fast indslag i hverdagen. Blandt andet til Moesgård, som er et museum for arkæologi og etnografi.

 

Så interessen for natur var vakt, og med skønne oplevelser på Moesgård i bagagen, blev arkæologistudiet et oplagt valg. Studiet blev bare ikke, som Marie havde forestillet sig.

 

Fingrene i jorden

"Der var en masse teori og udenadslære. Alligevel holdt jeg ud det første år, for der var en udgravningstur til Jordan i udsigt. Turen blev en fantastisk oplevelse, men da jeg kom hjem og studiet fortsatte, fandt jeg ud af, at det er de færreste, der kommer til at arbejde med udgravning i praksis. Og det gik ikke, kunne jeg mærke. Det gik op for mig, at jeg havde brug for en uddannelse, hvor jeg i bogstaveligste forstand har fingrene i jorden."

 

Lærer på en naturlig måde

Dét har Marie fået på have- og parkingeniørstudiet. Her passer fordelingen af det praktiske og teoretiske hende godt, ikke mindst måden det spiller sammen på.

"Det er en befrielse at få lov at lære på en naturlig måde hvor det, jeg læser, stort set med det samme bliver omsat til praksis. Så forstår jeg det og kan se, hvilken betydning det har for mig i mit fag. Ja faktisk er jeg overrasket over, så stor betydning det praktiske har for min indlæring."

 

 

Stor fornøjelse

"Det er de mærkeligst ting, jeg synes er spændende. Det kom fx virkelig bag på mig, at CAD (Computer Aided Design) var så interessant. Og plantelære også. Her har jeg til min store fornøjelse opdaget et arkæologisk aspekt. Vi lærer jo om, hvilke planter der kan klare sig gennem store klimaforandringer og dermed bevares for eftertiden."